OPERATION AF BROK

Hvad er brok?

Et brok er et svagt sted i bugvæggen, hvor bughinden med fedt og evt. en del af tarmen trænger sig igennem.
Der findes lyskebrok, navlebrok, lårbrok, pungbrok og bugvægsbrok.

 

Hvad er årsagen?

Det svage sted kan ikke modstå trykket indefra.
Trykket indefra stiger fx ved fysisk anstrengelse, ved hoste og nysen, ved brug af bugpressen samt ved overvægt.

 

Hvilke symptomer er der?

Mange brok giver næsten ingen gener, men ofte vil der være ubehag og smerter, især ved fysisk anstrengelse.
Som regel kan man trykke et mindre brok på plads, men brokket kan vokse, og efterhånden kan det blive vanskeligt eller umuligt at trykke på plads.
En del af tarmen kan komme i klemme. Dette kan give tiltagende smerter, og evt. opkastning, hvilket kræver akut behandling.

 

Hvordan behandles brok?

Kun hvis man har gener bør et brok opereres.
Operationen foregår i fuld bedøvelse.
Kikkertinstrumenterne føres ind gennem 3 små huller i maven.
Ved operationen skubbes indholdet i brokket på plads, man indsyr et lille kunststofnet, og det svage sted i bugvæggen repareres.

 

Hvis du får blodfortyndende medicin

I forbindelse med operationen kan det være nødvendigt at holde pause med blodfortyndende medicin  (fx Marevan, Marcoumar, Plavix, Persantin og Magnyl).
Får du en eller flere af disse blodfortyndende behandlinger, skal du hurtigt kontakte den læge, der styrer behandlingen, så der kan tages stilling til, om du kan undvære din blodfortyndende medicin eller skal have erstatningsmedicin.
Tager du kosttilskud og/eller naturlægemidler, skal du holde pause i 7 dage.

 

Hvis du har sukkersyge

Skal du gøre os opmærksom på dette. Hvis du har mulighed for det, må du gerne måle dit blodsukker hjemmefra.
Du må ikke tage medicin mod sukkesyge den morgen, du møder til operation.

 

Hvilke forberedelser er der?

  • Du skal møde fastende, dvs. du må ikke spise og drikke mælkeprodukter 6 timer før mødetidspunktet.
  • Du må ikke tygge tyggegummi, spise halspastiller eller ryge 2 timer før mødetidspunktet.
  • Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før mødetidspunktet.
  • Får du vigtig medicin, må du tage denne efter aftale med narkoselægen med et lille glas vand.
  • Du skal tage et grundigt brusebad om morgenen. Vær særlig omhyggelig med navlen og lyske.
  • For at forebygge blodprop i benene, skal du umiddelbart inden operationen have en indsprøjtning med blodfortyndende medicin (Innohep) og have støttestrømper på.

 

Hvordan er forløbet efter operationen?

  • Du må spise almindelig kost.
  • Er forbindingen gennemsivet eller på anden måde blevet våd, skal den skiftes med det samme.
  • Ved større gennemblødning inden for første døgn kontaktes klinikken 92157001
  • Forbindingen må fjernes et døgn efter operationen, og du kan derefter brusebade som vanligt.
  • Hvis såret væsker, må det atter dækkes med et plaster, som skiftes efter behov.
  • Karbad og svømning frarådes de første 7 dage.

 

Hvornår kan arbejde/skolegang genoptages?

Du må genoptage almindelig aktivitet umiddelbart efter operationen.
Der vil være lidt ømhed i såret, som sætter begrænsninger for, hvor meget du kan foretage dig, men principielt kan du genoptage dit arbejde, så snart smerterne tillader det, medmindre andet er aftalt mundtligt med den læge, der har opereret dig.
Du får smertestillende tabletter med hjem.
Desuden anbefales at købe tbl. Paracetamol, som tages efter anvisning på glasset.

 

Hvilke komplikationer kan der komme?

  • Blodansamling kan i enkelte tilfælde kræve ny operation.
  • Væskeansamling, som ligner brok. Dette svinder ofte efter 2-3 uger og kræver ingen tiltag.
  • Infektion: vær opmærksom på rødme, hævelse, varme, smerte og eventuelt feber. Kontakt da egen læge/vagtlæge.
  • Kroniske smerter forekommer hos under 2 %.
  • Sjældent kan blodforsyningen til testiklen på den opererede side blive afklemt, testiklen går da til grunde.
  • Brok kan gendannes (4-5 %).
  • Der er en lille risiko (under 1 %) for, at der går hul på tarmen under operationen.
  • 1-2 % af patienterne kan ikke opereres med kikkertmetoden og må derfor opereres åbent med et større snit.